Vandreruten Brabrandstien

 

Vandretur ad Brabrandstien fra det tidligere Bymuseum ved Carl Blochs Gade og til Viby Ringvej. Turen følger Aarhus Å og kan fortsættes til Brabrand Sø.


Turen følger Brabrandstien mellem det tidligere Bymuseum i øst og Viby Ringvej i vest. Da stien er asfalteret på hele strækningen, er den velegnet også for gangbesværede, kørestolsbrugere og personer med barnevogn.

Mellem Bymuseet og Vestre Ringgade følger Brabrandstien kun Aarhus Å på den nordlige bred. Resten af strækningen er der sti på begge sider af åen, så turen på denne del af strækningen danner et 8-tal med Tre Broer som knudepunkt.
Turen giver et godt indtryk af, hvordan Aarhus Å og Brabrandstien udgør en grøn og blå kile, som fra det åbne land med Årslev Engsø og Brabrand Sø i vest går næsten ind til centrum af byen.

Brabrandstien er en meget benyttet cykelrute mellem Brabrand og Stautrup i vest og Aarhus Midtby i øst, og benyttes til rekreative og motionsformål af fodgængere, løbere, skatere og cyklister.

Turforslag med kort og informationer om kultur og natur kan hentes som pdf-fil her: ” Turforslag et stenkast fra Aros via Brabrandstien til Viby Ringvej”



Vandreruten Brabrandstien kan ikke bookes.