Mollerup Skov
Med en løberute, en Anemonerute, en shelterplads, hundeskov og en bålplads indbyder denne bynære skov til oplevelser i det fri.
Store, åbne græsarealer, der omkranses af bøg og eg, inviterer til oplevelser i det fri i Mollerup Skov. Den bynære skov blev plantet på landbrugsjord i 1990’erne og ligger tæt på Mollerup Golfbane. Med en afmærket løberute er skoven meget populær, og den befolkes dagligt af ivrige motionister. Sættes tempoet lidt ned, kan man undervejs nyde synet af køerne, der græsser på de åbne arealer og børnene kan lege på de små legeinstallationer, der er placeret spredt i skoven. I den indhegnede hundeskov ved Langengevej kan man sende sin hund på en løbetur. Skoven indeholder en shelter og en bålplads, hvor man kan grille eller hygge sig ved bålet, mens børnene leger på de opstillede legeredskaber.
Skoven indeholder desuden en Anemonerute med fokus på tilgængelighed og i særdeleshed tilgængelighed for blinde og svagtseende. Via NaviLens QR-koder placeret på piktogrampæle ledes man rundt på ruten og orienteres om hvad man møder undervejs. Brug kræver download af appen NaviLens GO.
Skoven kan bookes via brugaarhus.dk
Praktiske oplysninger
• Spredt i skoven er der opstillet bænke.
• Fra skoven er der stiforbindelse til Terp og Lisbjerg (over Mollerup golfbane) og til Egå Engsø.
• Hvis du vil benytte dig af shelter eller bålplads, kan de med fordel bookes særskilt inden brug.
• Der er parkeringsmulighed med indkørsel fra henholdsvis Skejbyvej og Skejby Nordlandsvej.
Mollerup Skov kan ikke bookes.